Skimmel

Skimmelsvampe er en aktiv del af vores daglige liv. De er særligt udbredte om sommeren som en del af vores pollental (Cladosporium og Alternaria), og forekommer som nedbryder i naturen. Ofte når vi snakker om skimmel, fokuserer vi på skimmelsvampe, som med sine sorte pletter på gipsvægge, maling og andre materialer, skaber et dårligt og skadeligt indeklima. I denne artikel i Nørderiet uddyber vi, hvorfor der er skimmel i vores indeklima, hvorfor det kan udgøre en sundhedsfare, og hvordan skimmel formere sig naturligt.

Hvad er svampe, og hvorfor bekymre vi os om dem

Svampe kategoriseres ernæringsmæssigt i tre hovedgrupper, som er baseret på den måde, de optager næring:

• Saprotrofi
  • Svampe, som ernærer sig på dødt organisk materialer (f.eks. blade).
• Nekrotrofi
  • Svampe, der bedst kan beskrives som en form for parasit, da de dræber værtsorganismens væv og derefter nedbryder det for at optage næring.
• Biotrofi
  • Disse svampe udnytter primære fotosynteseprodukter direkte fra levende celler.

Saprotrofi er de arter af svampe, som eksisterer på én af de nederste nedbrydende niveauer i naturen, der mere alment kendes som råd, og de spiller en væsentlig rolle i næringscyklussen i naturen. 

Udover de 3 hovedgrupper, bliver svampe også inddelt i seks forskellige biologiske riger:

Skimmelsvampe og mindre skimmelarter hører under det biologiske rige Dikarya, som er en del af det nederste nærringsfrigivende niveau. Dermed spiller mikroskopiske- og større fugtlegme-dannende svampe en væsentlig rolle, da arterne er særligt tilpasset til at nedbryde dødt materiale. Derudover har deres mycelium, som er den underjordiske del af svampelegemet, mulighed for at dække større områder til indhente næring og nedbryde det.

Skimmelsvampe formerer sig fra conidia og herefter igennem deres mycelium-netværk, som nedsænker sig i substratmateriale, nedbryder det og bruger de nedbrudte kulhydrater mm. til at videreformere sig. Igennem mycelium-netværket dannes der hyfer, som har specialiserede cellefødder, som der kan dannes conidiophore på. Skimmelsvampens ’fodceller/footcells’ kan udvikle sig på forskellige måder – kønnet eller ukønnet - og er bestemmende for, om der bliver danner antheridium eller conidiophore.

Gennem conidiophore kommer vesicler som ager som det større sporespenderende apparat og udvikler sig forskellige imellem forskellige svampe/skimmel arter, afhængigt af relation til slimsvampe slægter, Basidiomycota eller almene Ascomycota. 

Så hvordan kan det være, at vi bekymrer os for indeklima og arbejdsmiljø, hvis der er en skimmelsvampskoncentration, når nu de findes i større mængder ude i den fri natur?

Specialtilpasningerne afspejles i den særlige biologi, som tilhører skimmelsporer, når de spredes i naturen, nemlig gennem deres cellevægge. De sporeceller, der dannes ved sporeformation, har en biologisk komposition, som gør dem særligt modstandsdygtige over for:
• Temperatur
• Kemiske behandling
• UV
• Tørke
• Iltmangel
• Fordøjelse.

Celleskallen er dannet med forskellige kemiske kompositioner. Den yderste celleskal består oftest af lipofile sporopollenin, som er dannet af kulhydrat-polymere, phenolstoffer og langkædende fedtsyrer. Inder-skallen er hovedsageligt dannet af cellulose, der også kan bruges af cellen ved ’spiring’. Normalt ’spirer’ en skimmelspore ikke før en kemosensorisk respons aktiverer spiringen ved et favorabel nærringsforhold og en relativ fugtighed på 70-90%.

Figur 1 :Khandelwal, Shagun. Aspergillus: Habitat, Reproduction And Importance | Ascomycotina.
www.Biologydiscussion.com

Når en skimmelspore forplanter og formerer sig, danner den ikke normale celler gennem mitose og celledeling, men formerer sig gennem meiose. Det er først ved cellespredning, hvor skimmelsporer undergår mitose, ellers er det klon celler, som udgør den samlede skimmelforekomst. Dermed er skimmelforekomster enkelte organismer, som spreder sig over større områder.  

Når en skimmel-forekomst sker i boliger eller kontorer, og dermed påvirker indeklimaet, er det svært at sanere området på grund af skimmels naturlige evne til at nedsænke sig i materialer for at nedbryde det. Dette kan oftest ses ved at skimmelsanering er en længere, og ofte dyr proces, som involverer total udtørring af det angrebet område, samt kemisk rensning og genudtørring.

Skimmel i indeklimaet

Skimmelforekomster sker oftest, når der er en relativ fugtighed på 70-90% i et materiale, hvilket nemt kan ske i et dårligt indeklima. De mest hyppige grunde til opfugtning i indeklimaet er dårlig ventilation af fugtige områder (for eksempel hvis man tørrer tøj i stuen), kuldebroer skabt af tynde isoleringspunkter i konstruktion, vandskader eller opdampning på grund af utæt dampspærre i grundkonstruktionen.

Når en opfugtning af konstruktionsmaterialet sker i indeklimaet, danner det et ideelt sted for spredning af skimmel, da skimmel naturligt findes i udeklimaet, og dermed forekommer der altid en lille skimmel-koncentration naturligt i indeklimaluften, hvilket normalt er uskadeligt. Men når der er de rette forhold af relativ fugtighed, temperatur og næring, begynder formationsperioden for skimmelen.  I denne periode fokuserer skimmelen på næringsindsamling, at danne hyfe-netværk og etablere sig på materialet. Ved en udtørring, modenhed eller anden stressfactor, begynder skimmelen at danne conidiophora og sporer. Det er ved spolering, at skimmelsvampen for alvor bliver problematisk for mennesker, da det er optagelsen af skimmelsporer gennem luftveje (som sætter sig fast i alveoler og slimhinder), der er skadelig for mennesker.

Skimmelsporer frigives forskelligt for forskellige arter, da sporestørrelsen varierer. For eksempel er en Cladosporium spore ca 2um, hvorimod en Alternaria spore kan blive helt op til 35um stor. Dette har stor betydning for udbredelsen af sporene, da de mindre Cladosporium sporer nemmere kan spredes med vind og vindtræk i bygninger og dermed nemmere bliver fordelt i luft. Derimod har Alternaria sporerne en tendens til falde ned gennem luftsøjlen, hvilket giver en mere lokal, men meget intens spredning af sporene.

På grund af skimmelsvampes store tilpasningsevne er det vigtigt at der bliver undersøgt for skimmelsvamp i alment beboede områder - især hvis der har været en vandskade eller større opfugtning på grund af kondens. Skimmel kan nemlig sagtens vokse i et nybygget hus, hvis der bliver dannet områder med 70-90% relativ fugtighed og derudover er de fleste bygningsmaterialer et godt vækstmedie for skimmelsvampe.

Skimmels sekundære metabolitter og Mykotoksiner

Mange mikroorganismer producerer sekundære metabolitter som del af deres metabolisme eller til beskyttelse imod rovdyr og/eller skadelige miljøer. Flere forskellige skimmelarter producerer også sekundære metabolitter, hvor vi bedst kender dem som mykotoksiner.
Mykotoksiner produceres hovedsageligt i conidia for at beskytte skimmelsvampens sporer. Disse stoffer har ofte hæmmende eller autolytiske effekter på fremmedlegemer, såsom andre skimmelsvampe (Penicilium) eller lungevæv (Aflatoksiner, som forekommer i fødevarer og er kræftfremkaldende).

Grunden til at mykotoksiner er vigtige, er deres relaterede langvarige mén, som blandt andet medvirker, at man kan udvikle hypersensitivitet overfor særlige stoffer (hvilket sker som en del af en sekundær immunrespons). Skimmel og svampe mykotoxiner er et forsat forskningsområde, da forskere mener, at begge har et stort potentiale som unikke medicinale stoffer.
På grund af den relativ begrænsede viden vi har om størstedelen af mykotoksiner, er det oftest svært at inddrage specifikke stoffer i skimmelvurderinger og forsikringssager, men det kan siges, at en store koncentration af skimmelsporer og herigennem mykotoksiner har en påvirkning på det menneskelige immunsystem både kortvarigt og langvarigt, hvor man udvikler mén, såsom astma.

Skimmel: Skadelighed verus nytte

Skimmelarter anvendes bade i industrielle processer, og findes som skadelige indeklima-indikatorer, men hvad definerer om en skimmelart er skadelige eller gavnlig for os? Svaret ligger i anvendelse og sundhedsmæssig påvirkning.

Mange almene skimmelarter producerer ikke den store variation af brugbare kemiske stoffer, eksempler herpå er de fleste arter under Cladosporium og Aspergillus slægterne, hvor der kun er nogle få arter som producerer mere skadelige mykotoxiner eller alment brugbare sekundære metabolitter. Modsætningerne til disser er slægterne af Penicilium og Fusarium, som begge indeholder flere arter, der har anti-bakterielle, anti-fungale og anti-virus effekter. Dermed er de meget interessante fra et menneskeligt, medicinalt perspektiv.

Mange af de skimmelslægter vi møder i vores daglige liv, har både skadelige og nyttige effekter uden at vi nødvendigvis ved, at de er der. Eksempelvis Penicilium Roqueforti, som bruges til at lave blåskimmelost, men hvis arten er en skimmelforekomst i hjemmet, så kan den give astma ved større sporeinhalation.

Den mere seriøse grad af mykotiskinfektion er tilstanden, der bredt beskrives om mykose. Mykose beskriver en infektionstilstand i mennesker eller dyr, hvor en skimmelsvamp har invaderet et området af kroppen (f.eks. negle, hud eller lungevæv). Normalt er mykose ikke alvorligt sundhedsskadeligt, hvis det er begrænset til ydersiden af kroppen – såsom en hudinfektion, der kan behandles med medicin. Den mere alvorlige grad af mykose kan særligt ramme personer med nedsat immunforsvar på grund af en autoimmun sygdom, længere sygdomsforløb eller lige efter en operation. I disse tilfælde kan skimmelsvamp sætte sig i følsomt væv, såsom luftvejene, og sprede mycelium gennem kroppen, som kan forårsage et alvorligt sygdomsforløb. I yderste tilfælde kan en opportunistisk skimmelart forplante sig så dybt i åndedrætssystemet, at det kan være livsfarligt. Det sker dog meget sjældent, og kræver et meget svækket immunsystem.

Figur 2: Sporinhalation

Analyser af skimmel

Når vi laver analyser for skimmel i Eurofins, forholder vi os altid til ’SBI-anvisning 274, Skimmelsvamp i bygninger’ samt nylig litteratur om skimmel på bygningsmaterialer og udspredning af disse.

Der er flere forskellige måder at tilgå en skimmelanalyse, og hvilken analyser, der skal laves, kommer i høj grad an på, hvad man skal bruge resultaterne til. Hvis man gerne vil om der er en skimmel forekomst samt have dybdegående information om skimmelen og de mulige skimmelarter, som kan forekomme i et område, vil en opvækstprøve på et Agar medie være bedst. Med denne metode tages der et aftryk af en overflade, eller der tages 1000L luft over Agar mediet som giver en CFU (Coloni formning unit) optælling i stil med en kim-tals analyse samt en artsidentifikation lavet af eksperter. Her kan det vurderes, om der er tale om en skimmelforekomst i lokalet ved at sammenligne udemiljøet med prøverne, som er udtaget indenfor.

Skulle det være nødvendigt at se om en sanering har været succesfuld, så kan en mycometer prøve bruges. Her tester man efter enzymatisk aktivitet i skimmel, og metoden kan give præcise og hurtige resultater om skimmelforekomster i et område.

Den mest avancerede metode man kan bruge til en skimmelanalyse er en DNA-analyse. Med en DNA-analyse undergår prøve en PCR-analyse (Polymerase chain reaction) og dernæst sekventering af den nu duplikerede DNA med udvalgte primere. Disse sammenlignes gennem et gen-bibliotek, og herefter udarbejdes en rapport med relative forekomster af skimmel i prøvematerialet. En DNA-analyse er et nyttigt redskab til få meget præcis information om en skimmelprøve, men datamængden kan være overvældende, hvis man ikke tidligere har arbejde med denne teknik før.

Ved Eurofins VBM Laboratoriet ser vi oftest de opdyrkningsbaserede analysemetoder, siden disse typer analyser giver mest brugbar information om både skimmelkoncentrationen (CFU) samt arterne som kan findes på et område. De vækstbaserede metoder er også nemt sammenlignelige med ’SBI-anvisning 274, Skimmelsvamp i bygninger’. Til sanerings opgaver er Mycometer samt opdyrkningsbaserede metoder oftest anvendt siden disse også kan anvendes til at teste renligheden af et område.

Denne artikel er skrevet af Hans-Christian Greve.

Webinarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev