Verdens vand dag 2022 – Grundvandets terroir
Den 22. marts er en stor FN dag for alle os, der nyder godt af den grundvandsbaserede vandforsyning, som vi gør i Danmark.
FNs WORLD WATER DAY 2022 har temaet Grundvand – Gør det usynlige synligt! Et tema, som vi meget let kan bidrage til at gøre synligt i Danmark, hvor vores drikkevandsforsyning er baseret på 100% på grundvand.
I Eurofins Miljø har vi valgt at fejre dagen med en vandsmagning af det gode lokale vand, der er til vores rådighed i vandhanerne på vores lokationer i Rødovre, Vejen, Galten og Aabybro. For vand smager og lugter ikke bare af vand. Vand kan have smagsnuancer afhængig af dets vandkemiske og mikrobiologiske sammensætning. Vand kan således opleves tørt eller fugtigt, blødt eller hårdt, saltet, bittert, sødt eller surt, fisket, jordet og f.eks. kloret. Hvis vandet smager kloret, så ved vi, at det ikke dansk vand, da vandværkerne ikke tilsætter klor i behandlingsprocesser.
Hvis vi skal nørde lidt i vand-begreberne...
Terroir stammer fra det latinske ord terre, der betyder jord. Terroir er oprindeligt en fransk term inden for vin, kaffe og te, der angiver de særlige kendetegn, som geografi, geologi og klimaforhold på en bestemt lokalitet præger bestemte sorter med. Landbrugsarealer i samme område deler samme jordbundstype, vejrforhold og dyrkningsteknikker, som alt sammen bidrager til høstens unikke kvaliteter. Den samme druesort kan, dyrket i forskellige regioner, således frembringe meget forskellige vine. Begrebet terroir er grundlaget for AOC-systemet for franske vine, som har været forbillede for appellation- og vinlove over hele Jorden.
Man kan sige, at vandet, der indvindes i et bestemt område har lokalitetens aftryk ligesom en vin. Termen går derfor så glimrende i spænd i hele Eurofins, som jo startede med at bestemme vins oprindelse med SNIF-NMR-metoden (som du sikkert kender alt allerede - og hvis ikke, så kan du læse mere om metoden her)
Hvis du vil nørde mere vand, så kan du læse vores artikel om Vandets værdi.
Så hvis du nyder at have friskt og godt vand i vandhanen, så pas rigtig godt på grundvandet. Glædelig Vandets Dag!